start på hovedindhold

Mød familien Nyborg Munkholm

Familien Nyborg Munkholm udskiftede stenbroen i København med natur- og kulturskønne Langå. Line og Andreas har sammen med deres børn Alma og Carl skabt sig et liv med rum til det hele.

Med pladskrævende interesser kastede familien kærlighed på en stor villa fra 1920'erne med en dejlig have.

"Vi er gør det selv-mennesker, så vi købte en stor murmestervilla med plads til alle vores hobbyer. Her er plads til både ølbrygning og syltning. Der er også plads til, at børnene kan tumle rundt," fortæller Line.

Plads til liv, storby og iværksætterdrømme

Familien ville bo i en levende by med mulighed for at skabe noget på tværs af mennesker. De ville også bo tæt på Aarhus og ikke mindst tæt på bedsteforældre fra Randers- og Hobro-området. Andreas er ingeniør og har fyret op for iværksætterdrømmene med eget firma i Langå, mens Line arbejder med kost og ernæring i Hinnerup.

"Vi flyttede fra København til Langå, da jeg var gravid med Karl. Jeg søgte derfor nyt job efter barsel, og her kom de gode forbindelser os til gode. Der går jo tog til Bjerringbro, Viborg, nord og syd. Vi ville købe hus, hvor var rum til at gå ned i tid. Både for at kunne være sammen med børnene, men også for være frivillige og være med til at skabe noget, der hvor vi bor," fortæller Line.

Langås fantastiske kulturfællesskaber

Familien kom godt fra start i Langå, hvor de blev budt godt velkommen. Andreas har som iværksætter lejet sig ind i Langås gamle lysstation, hvor han deler kontor og værksted med kunstner Ida Marie Lebech. Byen blomstrer i det hele taget af kultur, og alt er muligt i Langå. Folk står sammen og bakker op om de mange tiltag i byen. Det har parret i den grad mærket på flere punkter.

"Der sker så meget i Langå. Koncerter på stationen og byevents. Det er virkelig fede events med kvalitet og værdi, som er med til at løfte kulturen. Der er virkelig en høj bundlinje," fortæller Line.

Familien engagerer sig i lokalmiljøet og glæder sig over mulighederne for at præge udviklingen i de tiltag, de involverer sig i. Line trækker arbejdshandskerne på i Marked og K – en lokal forening, der arrangerer markeder og byevents, mens Andreas bruger sin fritid på at engagere sig Station K's bestyrelse.

Natur- og kulturliv går hånd i hånd

Udover at nyde et aktivt kulturliv, så er familien også kommet helt tæt på naturen ved at flytte til Langå.

"Vi kom fra en lejlighed i København, hvor alt skulle pakkes sammen og planlægges. Hvornår skal vi afsted og hjem? Hvor meget mad og hvor mange bleer skal vi have med? Nu er vi inde og ude mange gange i løbet af dagen. Det elsker vi. Begge børn går også i naturbørnehave. Vi skal ikke køre for at komme ud i naturen. Vi lever med naturen side om side," siger Line.