
To generationer har fundet hjem i Øster Bjerregrav
Søren og Birgitte fandt fællesskab, natur og en hverdag, der hænger sammen i Øster Bjerregrav. Nu er næste generation også flyttet til byen.
Da Søren og Birgitte Høirups sidste barn fløj fra reden, begyndte de at lede efter et nyt sted at bo. De drømte om mere luft, natur tæt på og et sted, hvor der både var plads til at være aktiv og nemt at være til.
Det fandt de i Øster Bjerregrav.
– Da vi først fik Øster Bjerregrav på radaren, blev vi udover den fantastiske natur hurtigt tiltrukket af engagementet og de ildsjæle, der er herude. Øster Bjerregrav er en by i udvikling, hvor der sker noget, men samtidig ikke større end, at man hilser på alle og hjælper hinanden, fortæller Søren.
For Søren og Birgitte blev det hurtigt tydeligt, at Øster Bjerregrav ikke bare er en landsby tæt på naturen, men en landsby, hvor der faktisk sker noget.
– Det kan være svært at blive en del af fællesskabet i større forstæder. Her føles det mere naturligt at lære folk at kende og blive en del af det, der sker, siger Birgitte.
Søren og Birgitte er ikke de eneste i familien, der har fået øje på kvaliteterne i Øster Bjerregrav. Birgittes søn Mads og hans forlovede Emma er nemlig også flyttet til byen.
– Man kan ændre på meget i et hus, men man kan ikke ændre på beliggenheden, og det blev afgørende for os. For her har vi fundet et hjem, der både er til at betale, praktisk i hverdagen og giver mening, når vi en dag får børn, siger Mads.
I dag bor de på bakken med udsigt ned mod Søren og Birgitte. Hele familien er glade for at være kommet tættere på hinanden.
– Det er dejligt tæt på, men vi har samtidig hvert vores liv, siger Birgitte.
Et hjem midt i en landsby med liv

Da Søren og Birgitte fandt deres favoritspot i Øster Bjerregrav, var de ikke i tvivl. De rev det gamle hus ned og byggede deres eget – med naturen lige udenfor og et lokalsamfund tæt på. I dag har de ikke bare fået det hjem, de drømte om, men også en hverdag i en landsby med engagement, fællesskab og liv.